Forkæler jeg min 2 måneder gamle datter for meget?
I de første måneder af barnets liv skabes den trygge relation mellem voksen og barn. Et spædbarn kan derfor ikke forkæles for meget. Et spædbarn er ikke beregnende eller udspekuleret, derfor er det vigtigt du giver dit barn opmærksomhed når det græder, tag f.eks. barnet op og hold det tæt ind til brystet, så barnet føler sig sikker. Den relation og tillid som bliver bygget op igennem de første måneder, er vigtig for barnet mentale udvikling.
Det er svært at vide hvorfor en baby græder, der kan være flere faktorer som spiller ind. Det kan være træthed, sult eller uro i kroppen (måske på baggrund af en våd ble). Det er op til dig som forældre at lære netop dit barns signaler at kende og det kan kun ske gennem en tæt relation barn og voksen i mellem.
Hud til hud kontakt er noget af det vigtigste for dit barn og også en af de bedste måder at få dit barn til at falde til ro på, det gælder især den første tid af dit barns liv. Når barnet er tæt på dig, kan det høre dit hjerte banke og mærke din varme, disse to ting kan få dit barn til at falde til ro og falde i søvn.
Når barnet er tæt indsvøbt i dine arme, er det, det tætteste det kommer på at ligge inde i mors mave, hvor det kunne høre mors hjerteslag og vejrtrækning. Her følte barnet sig tryg, derfor er det fint at simulere den oplevelse, ved at du holder baby tæt ind til dig.
Skrevet af Andreas Aalund Moeskjær
Cand. Scient – Idræt og Sundhed – Syddansk Universitet